X-Terra detektorerne er meget anvendte i Danmark og tilfredsheden er tilsvarende stor. Da de også er temmelig nemme at komme i gang med (man kan nøjes med at tænde for den og gå i gang, selv om det er en fordel at stille lidt på den) er det et fornuftigt valg som nybegynder.
Køber man 305'eren får man måske på et tidspunkt lyst til at opgradere, hvis man bliver bidt af det, mens de fleste med 705'eren bare bliver ved med den, evt. køber et andet søgehoved. Om man vil bruge de 2000 kr ekstra på 705'eren er så lidt et temperamentsspørgsmål.
Et ekstra plus ved 705'eren er, at man kan købe en "gold pack" med højfrekvent søgehoved i stedet for standardsøgehovedet til samme pris. Rigtig mange oplever, at det højfrekvente søgehoved er bedre til at finde små tynde sølvmønter (dvs. næsten alle ældre mønter) end standardhovedet. Køber man 305'eren og får på et tidspunkt lyst til at få et højfrekvent søgehoved til den, så koster det 1300 kr, hvorefter prisforskellen til 705'eren pludselig er mere end halveret.
Detektorer af andre mærker end Minelab kan være mindst lige så gode til prisen, men da der ikke er så mange, der bruger dem herhjemme, hører man ikke så meget om dem. Tesoro laver utvivlsomt nogle gode detektorer, men jeg kender kun Steen Agersø på Ærø, der bruger en Tesoro (Vaquero). Den har han til gengæld fundet umanerligt gode ting med.
Garrett, der ellers mest har lavet relativt billige detektorer til amerikanere på jagt efter relativt moderne mønter (groft sagt) - og en pinpointer, som absolut er værd at overveje at investere i også som nybegynder - lancerede i efteråret Garrett AT Pro, som formodentlig også kunne være et godt valg. Indtil videre har jeg dog kun set amerikanske field tests af den. Og selv om den fint finder amerikanske quarters og kugler fra den amerikanske borgerkrig, så er det jo ikke sikkert, den er lige så skarp til at finde papirstynde middelalderlige sølvmønter eller fibler.
Hvis man har et fast beløb at købe detektorgrej for, skal man i øvrigt lige huske at tænke på, at der er nogle ting ud over detektoren, som det næsten ikke er til at komme uden om at investere i, hvis man ikke har dem i forvejen. Fx en håndholdt GPS, en fundtaske af en art og en velegnet spade. Og så den ovenfor nævnte pinpointer, der især for en nybegynder kan spare en del frustrationer, når tingene bare bliver ved med at forputte sig. Læs evt. lidt om tilbehør på Allan Faurskovs detektorside (hvor der i øvrigt er en del andet fornuftigt at læse):
www.afp.dk/metaldetekt...-tilbehoer
Endelig kan Jesper fra detektorshop helt sikkert vejlede mht. hvilken detektor, det vil være bedst at vælge, så prøv bare at ringe til ham. Men selvfølgelig rådgiver han inden for det udvalg af detektorer, han har i butikken - og prøver sikkert at sælge en Deus til 12.000