I tidernes morgen, da det her forum (eller rettere: en af forgængerne til dette forum) var temmelig nyt, var en af de væsentlige argumenter for at lægge danefæbreve op, at det gav mulighed for at få lidt indblik i danefæbehandlingen. Hvor lang tid var NM egentlig om at behandle indkomne fund? Hvad kunne man omtrent forvente at få, hvis man var så svineheldig at finde en fibel eller en borgerkrigsmønt? Og hvilke guldkorn om det fundne kunne NM bidrage med?
Der er løbet meget vand i stranden siden da. Dengang var det faktisk ret få af brugerne på forum, som havde modtaget et danefæbrev. Derfor var mange nysgerrige efter at se, hvordan sådan et egentlig så ud. Og informationen tilgængelig på fx NM's hjemmeside var meget begrænset. Et begreb som "omhutillæg" bragte i sin tid en del forvirring, for hvad det nu for noget, de var begyndt at skrive om i brevene? Og hvad skulle der til, for at man fik det? Særligt undrede det selvfølgelig dem, der ikke fik omhutillæg, men som da ellers syntes, de havde udvist størst mulig omhu.
I dag kan man selvfølgelig godt tænke, at der er lidt mere fremvisning af trofæet over det. Og det skal der så sandelig også være plads til. På samme måde som der heller ikke længere er behov for at få flere billeder af næbfibler i funddatabasen, så man kan se, hvordan sådan en fætter ser ud, så med mindre man har brug for hjælp til ID, vil det jo være for stolt at vise sit fund frem, at man lægger et foto op. Personligt synes jeg, det er det halve af fornøjelsen, at man kan vise sine fund frem til ligesindede nørder, der kan begejstres over en flot patina eller en dekorativ detalje på en fibel.
Man kan så diskutere, hvad man vil/bør udelade, når man lægger danefæbrevene op. Mange vælger at sløre deres adresse og evt. også efternavn, hvilket vel er fordi man ikke bryder sig om at have den slags informationer til at flyde rundt. Omvendt kan de fleste jo nok findes via Krak, men fred med det (jeg har vist også selv gjort det de fleste gange).
En lidt mere vigtig detalje er, at mange slører det præcise fundsted. Det er desværre med god grund, for der findes en del historier om, at folk har fortalt om fund gjort på en bestemt lokalitet, hvorefter der lige pludselig render vildtfremmede mennesker rundt med detektor på marken uden at hverken landmanden eller den oprindelige finder af ting på marken kender noget til dem. Og det er ikke så længe siden jeg faktisk hørte om en finder af et godt fund, der lidt letsindigt i sin begejstring for det også fortalte folk omtrent, hvor det var fundet, hvorefter det pludselig væltede ind med kommentarer, telefonopringninger osv. fra folk, der skam gerne ville hjælpe med at undersøge, om der lå mere. Så kan jeg ærligt talt godt forstå, hvis man bliver lidt nervøs for, om der nu pludselig vil vrimle med detektorfolk i nattens mulm og mørke på pladsen, også selvom det aldrig skete i den pågældende sag.
Og så er det med beløbene. Personligt ser jeg ikke det store problem i, at man har beløbene med ved de mere ordinære fund. Hvis jeg har fået danefæ for to næbfibler og en dirhem, så kan rigtig mange godt regne ud, hvad jeg ca. har fået i danefægodtgørelse alligevel, og dem, der ikke kan, kan så få en fornemmelse for, hvad lag det egentlig ligger i for almindelige fund.
Derimod kan jeg godt se en vis problematik ved de særligt store dusører. Man kan sige, at de færreste får glæde af at vide, hvad man fx ca. får for en edsring, for de kommer aldrig til at finde en. Derimod kunne det måske anspore nogen til at anskaffe sig en detektor og gå på skattejagt. Det tror jeg dog kun bliver rigtig problematisk, hvis de begynder at hærge fredede fortidsminder, for de vil som regel miste tålmodigheden i løbet af meget kort tid. Eller efter nogle hundrede timer på marken konstatere, at det godt nok ikke giver nogen særlig høj timeløn (hvad en hobby jo sjældent gør). Skulle de endelig falde over et fantastisk fund (det sker jo), så må man jo gå ud fra, at de indleverer det som danefæ, hvis det, der ansporede dem til skattejagten i sin tid var danefægodtgørelsen.
|